Der er liv på dødens jernbane

[Read the English version]

16.000 allierede krigsfanger mistede livet her - og flere end 100.000 andre, man ikke taler så meget om. I dag er "Dødens Jernbane" og Broen over floden Kwai to af Thailands helt store turistmål

Tiden har næsten stået stille på jernbanestationen i Kanchanaburi. Grejet på billetkontoret er som hevet ud af en gammel film. Klokken 10.34 bør toget rulle ind til perronen. Men der hersker ingen hektisk stemning i minutterne forud. Ingen tror tilsyneladende rigtigt på, at det nu også ruller ind 10.34. Det gør det heller ikke! Det er ikke vestlige forhold, hvor ventende passagerer utålmodigt kigger på uret og udveksler dårlige transport-erfaringer, hvis de automatiske døre ikke går op på sekundet. Der er en forunderlig indbygget tålmodighed hos de ventende, som for hovedpartens vedkommende er udpræget vesterlandske. En erkendelse af, at sådan skal det nok bare være. Og 10.46 dukker det så op.

Derefter går det til gengæld stærkt. Det er med at komme på plads på de hårde træbænke, som leder tankerne hen på fordums togture, som yngre generationer måske kun har oplevet med nostalgiske veteranjernbaner. Få øjeblikke efter, at toget har sat sig i gang, dukker konduktøren op og vil se billetter. Han smiler venligt og giver den gyldige rejsehjemmel et hak. Billetten puttes omhyggeligt ned i skjortelommen. En souvenir helt på højde med t-shirt'en fra Bangkok og billedet, hvor man rider på elefant. Billetten fra "Dødens Jernbane". Og turen over "Broen over floden Kwai".

16.000 allierede krigsfanger mistede livet, da jernbanen blev anlagt under Anden Verdenskrig. Samt flere end 100.000 tvangsarbejdere fra Indien, Kina, Indonesien, Malaysia, Singapore, Burma og Thailand, som der ikke tales så meget om. Indere og kinesere er der jo så mange af. 16.000 allierede soldater og civile er nemmere at forholde sig til. Alligevel betyder det, at hver kilometer jernbanespor kostede gennemsnitlig 38 mennesker livet.

Som da far var dreng

"Dødens Jernbane" efterlod sig et så uhyggeligt spor af lig, at antallet af sveller står i skærende kontrast. I dag er der liv på jernbanen. Tusindvis af Thailand-farere kører årligt med på de hårde sæder og indsnuser lidt af historiens uhygge blandet med fordums jernbane-hygge. Futtog som da far var dreng. Med jævne mellemrum dukker smilende sælgere af dit og dat op på midtergangen mellem bænkeraderne. Det er rige muligheder for at fouragere med spændende , thailandske delikatesser, som fås ganske tilsvarende ved utallige boder på de lidt mere snavsede gader i Bangkok, men som ingen gider stoppe op for at forsøge sig med. I toget på ""Dødens Jernbane" er duften li'som en anden. Og præparerede frugter og andet på træpind svuppes indenbords formedelst nogle få Baht.

Pepsi og Sprite er med til at fuldende billedet af barndommens skoleudflugter. De er herligt kølige i tropevarmen. Den smilende sælger hiver dem beredvilligt op af plastikspanden, som tynges lige så meget af isblokke som af læskedrik.

Turen går over den berømte bro. Den over floden Kwai, som blev udødeliggjort af Alec Guinness og William Holden med flere i filmen, som ganske vist blev optaget på Sri Lanka - og med en ganske anden bro. Men alligevel. Det her er den rigtige bro. Den der blev bombet flere gange i løbet af 1945, og som så først blev genopbygget efter krigen. Med to af buerne leveret fra Japan. Helt grotesk i betragtning af, at det var japanerne, der lod tusindvis af fanger og tvangsarbejdere lade livet under bygningen af jernbanen. I dag står broen tilbage som et mindesmærke over krigsfangerne, der døde af sygdom, eller som følge af japanernes tortur.

"Dødens Jernbane" blev bygget som en strategisk jernbane mellem Thailand og Burma. 263 kilometer i Thailand og 152 kilometer i Burma. Siden enedes thailændere og burmesere om at ødelægge sporene fra de to landes fælles grænse og 100 kilometer ind i hvert land.

Konstruktionen af jernbanen startede 16. september 1942 med en arbejdsstyrke på omkring 30.000 fanger fra de allierede styrker og flere end 100.000 tvangsarbejdere. Den første vurdering fra de japanske ingeniører lød på, at bygningen ville tage mindst fem år. Men den japanske hær pressede fangerne til at fuldende den på blot 16 måneder. 25. december 1943 var "Dødens Jernbane" færdig.

Dem der byggede, men aldrig kørte

De færreste tænker tilsyneladende nævneværdigt over jernbanens grusomme historie, når toget i dag bumler ned ad sporet. Stemningen er hyggelig og nostalgisk. Snakken går om de gamle bagagenet, træbænkene, den gammeldags loftbelysning og de andre ting, man kan huske fra lokalbanen. Om udsigten til søer, Kwae Noi-floden og små-templer. Og om den sidste aften i Bangkok.

En god times tid efter Kanchanaburi er toget fremme i Nam Tok, og turister i massevis samt nogle få lokale indfødte stiger ud. Forlader "Dødens Jernbane". Med billetten i skjortelommen. Hjemme på hotellet puttes den ned til den øvrige samling af souvenirs, så man har et evigt minde om "Dødens Jernbane".

Tilbage i Kanchanaburi ligger Kanchanaburi War Cemetery og Chungkai War Cemetery med henholdsvis 6982 og 1750 gravsteder. Også som et minde. Om henved halvdelen af de allierede soldater, der byggede, men aldrig kom ud at køre på "Dødens Jernbane".